Bliv klogere på Vadehav, marsk, Nationalpark Vadehavet og UNESCO Verdensarv

Hvad er vadehav og marsk?

Vadehav og marsk skabes af tidevand. (Forklaring på tidevand længere nede)
Et vadehav er et lavvandet farvand i nærheden af en kyst, hvor tidevandet 2 gange i døgnet ved højvande (flod) dækker området med iltrig og næringsfyldt havvand, og 2 gange i døgnet ved lavvande (ebbe) lægger området tørt igen, så et fantastisk og overdådigt spisekammer blotlægges for de mange fugle. Et tørlagt område kaldes en vade. Af det danske vadehav forbliver ca. 1/3 vanddækket ved lavvande, mens de resterende 2/3 ”tørlægges”.
Når tidevandet på et tidspunkt har bragt så mange aflejringer ind, at området ikke længere overskylles ved almindelig højvande og de første hårdføre planter er begyndt at indfinde sig – ja så er marsken begyndt at dannes.
Marsk er altså det næringsrige bevoksede område bag vaderne, hvor havet har aflejret materiale. Materialet er dels rester af havets levende organismer, dels finkornet sand og ler. Det kaldes slik.

Hvad er Nationalpark Vadehavet?

  • Nationalpark Vadehavet er den ca. 600 km kyststrækning fra Blåvandshuk og Ho Bugt i Danmark (nord) til Den Helden i Holland. Hele strækningen er nationalpark
  • Det samlede Vadehavsområde i Danmark, Tyskland og Holland dækker et areal på 13.500 km².
  • Vadehavet er et af verdens 10 vigtigste vådområder og derfor internationalt set et enestående naturområde
  • I Vadehavet, hvor vandstanden er lav og tidevandet tørlægger vaden en stor del af døgnet, foregår planteproduktionen både i vadens øverste del samt i det lave vand, hvor panteproduktionen i det åbne hav stort set kun foregår i de øverste lyspåvirkede lag. Dette giver naturligvis en meget større planteproduktion og dermed mere føde
  • Denne kolossale planteproduktion og de daglige tidevandsskifte giver igen grobund for et myldrende liv på vaden – noget af det så småt, at man knap kan se det med det blotte øje. På hver eneste m² lever op til 100.000 rejer, orme, snegle og muslinger, etc., som giver føde til de mange fugle, fisk og sæler
  • Vadehavet er et af verdens største spisekamre for trækfugle, da det ligger centralt på vadefuglenes trækruter mellem sommerens ynglepladser mod nord og vinterens opholdssteder mod syd. 10 – 12 millioner trækfugle passerer hvert år Vadehavet i trækperioderne. 1/5 af alle vadefuglearter i verden spiser sig mætte her. Andre fugle laver deres vinterkvarter i Vadehavet og fra april til juli er det ynglefugle, der befolker Vadehavet
  • Nationalpark Vadehavet er også et kulturområde, hvor mennesker i et unikt samspil mellem natur og kultur har levet af og med naturen i århundreder. På grund af frodigheden er de blevet boende på trods af de voldsomme stormfloder, der er skyllet ind over området. Mennesket har indrettet sig efter naturen, bygget diger og bygget huse på højt liggende områder, men må alligevel stadig leve med truslen om stormfloder. På dette link kan du læse om stormfloder i Ribe og i Ribemarsken, og her kan du læse om, hvorfor der nogle gange er ”havudsigt” fra Danhostel Ribe

Nationalpark Vadehavet i Danmark

I 2010 blev den danske del af Vadehavet nationalpark, herunder vadehavsøerne Fanø, Mandø, Rømø og Skallingen. Varde Ådal, Ribemarsken og Margrethe Kog og Ydre Koge i Tøndermarsken kom også med i nationalparken.
Vadehavet i Tyskland og Holland har allerede været Nationalparker i flere år.
Nationalpark Vadehavet i Danmark udgør ca. 1.500 km², hvoraf ca. 300 km² er landareal.

Unesco Verdensarv – Verdens Naturarv

Verdensarv Vadehavet er verdens største sammenhængende tidevandsområde. Det danner grundlag for en overvældende rigdom og mangfoldighed af liv. Det er hjemsted for mere end 10.000 arter af planter og dyr, der spænder fra små mikroskopiske væsener til snegle, krabber, østers, fugle og sæler – hvoraf mange er sjældne eller truede.
Vadehavet i Tyskland og Holland blev i 2009 anerkendt som UNESCO Verdens Naturarv. I juni 2014 blev Vadehavet i Danmark også Verdensarv.
Verdensarv er  områder med “enestående universel værdi”. Hvad der er værdigt til at komme på Verdensarvlisten – og til stadig at blive på listen – bedømmes hvert år af en komite på baggrund af UNESCO’s Verdensarvskonvention, som er en aftale 191 lande har underskrevet.
Verdensarvområdet i Nationalpark Vadehavet dækker et samlet areal på ca. 11.500 km², heraf er 1239 km² dansk. Det er ikke hele Nationalpark Vadehavet, der er UNESCO Verdensarv. For alle lande er afgrænsningen af UNESCO Verdensarvområdet nogenlunde ens – nemlig den våde del af Vadehavet. Mod land går afgrænsningerne derfor til digerne eller – hvor der ikke er diger – til grænsen for højeste daglige vandstand. Dvs. at f.eks. øerne Fanø, Mandø og Rømø hører med til verdensarven, mens Tøndermarsken, Ribemarsken og Hovedengen ved Danhostel Ribe ganske vist er en del af Nationalpark Vadehavet, men ikke en del af UNESCO Verdensarv. Der er dog en enkelt undtagelse fra denne regel – nemlig Magrethe-Kog, som ligger indenfor Det fremskudte Dige ved Højer, den hører også til UNESCO Vadehavet Verdensarv.

Dyr og fugle i vadehavet

I vadehavet findes både Danmarks største rovdyr, gråsælen, og også nogle af Danmarks mindste dyr, f.eks. den lille sorte dyndsnegl, der kun måler ca. 3 mm. og nok er det mest spiste dyr i vaden.
Men det er de store fugletræk øjet først fanger. Intet andet sted i Danmark møder man så mange fugle i for- og efterårets træktid. I alt mellem 10 og 12 millioner vandfugle udnytter vadehavet til rasteplads og spisekammer under deres træk. Her skal de i løbet af få uger spise sig så tykke, at de kan klare det efterfølgende lange træk – flere skal flyve helt op til 20.000 km om året. De islandske ryler, der ses i stort tal i vadehavet, fordobler deres vægt fra ca. 100 til ca. 200 gr., inden de flyver videre.
Stærenes træk, Sort Sol, er det mest kendte fugletræk, men også de store svane- og gåseflokke er et imponerende syn. Læs om bramgåsen under: Mandø

Andre fugle, der kan ses i vadehavet er f.eks. : klyder, kobbersnepper, regnspover, viber, skarver, fiskehejrer, strandskader, gæs, hjejler, rørhøge, kærhøge, musvåger, præstekraver, rødben og ænder.
Svømmeænderne lever af vandfladens mange dyndsnegle, slikkrebs mm, nogle arter supplerer med marskens mange plantedele. Vadefuglene lever først og fremmest af snegle, muslinger og orme, og deres forskellige næblængder betyder, at de kan finde forskelligt i vaden.
Kortnæbbede arter som ryler, præstekraver og rødben tager overfladens dyndsnegle og slikkrebs, mens langnæbbede fugle som kobbersnepper og regnspover kan finde dybere siddende muslinger og børsteorme. Strandskaden tager sig af hjertemuslinger og blåmuslinger, som den er ekspert i at åbne med et hurtigt angreb på lukkemusklen eller ved at knuse skallen. Under højvande overlades muslingebankerne til edderfuglene.
Mågerne spiser både muslinger, krabber, snegle, fisk samt andre fugles æg og unger.
Ved lavvande fyldes vaden med fouragerende fugle. Der er rigtig meget mad at komme efter i vadens bund – tusinder af muslinger, orme og snegle på hver eneste kvadratmeter. Umiddelbart ser man måske ikke andet end fuglene og de små toppe af ekskrementer fra sandorme, men kigger man nærmere efter i den bløde bund, kan man se f.eks. slikkrebs, strandsnegle, dyndsnegle, sandmuslinger, hesterejer, børsteorme, blåmuslinger, hjertemuslinger – og selvfølgelig sandorm.
Mikroskopiske alger og plankton er den økologiske forudsætning for vadehavets enorme bestande af lavere dyresamfund, idet de omdanner uorganiske stoffer til organiske partikler.
Ved højvande kommer masser af småfisk, hesterejer og krabber med vandet ind.
Mange af vore vigtige fiskearter vokser op i vadehavet, f.eks. rødspætte og tunge, og om sommeren møder man ofte stimer af sæsongæster som hornfisk og multe.
På digerne, forlandet og i marsken græsser marsklam og marskkvæg, som er en særlig delikatesse. Kødet får en dejlig smag på grund af det saltholdige græs.

(Lad være med at gå for langt ud i vadehavet, hvis I ikke er fortrolige med tidevandet. Undersøg evt. om der er en tur med naturvejleder). Læs om fugletræk, sæler og stillehavsøsters her: Nationalpark Vadehavet

De fortæller på en let og overskuelig måde om fødekæder og biodiversitet fra alger, orm, muslinger og østers til fugle og sæler.

Planter i Vadehavet

Planter i Vadehavet skal kunne tåle skiftevis at være dækkede af vand og tørlagte.
Vadehavsplanter skal også kunne tåle store mængder salt.
3 planter har særlig betydning for indvinding af havbund og kystsikring, der er:

  • Kveller plejer at være den første plante, der dukker op yderst på vaden. Det er en enårig plante, der planter sig selv. Den salte plante kan spises som salat, stuvning eller som kvellersalt. Kvelleren har fra gammel tid fået tilnavnet fattigmands-asparges.
  • De følgende år tager spartina (vadegræs), som regel føringen. Den er indført fra England, på grund af dens evne til at binde sand.
  • Inderst på vaden vokser strand-annelgræsset, som er meget egnet til at skabe nyt land. Det er også godt mad til fårene.

På strandengen er der også andre planter – som hindebæger og strandvejbred – der kan tåle at blive overskyllet af saltvand.

Tidevand – Flod og ebbe

Ved vadehavets kyst skiftes der mellem højvande (flod) og lavvande (ebbe) ca. 4 gange i døgnet. Ca. hvert døgn er der altså to flod- og to ebbe-perioder og fra laveste lavvande til højeste højvande går der ca. 6 timer og 12 min. I DMI’s tidevandskalender kan du se, hvornår der er lavvande ved Vadehavet omkring Ribe. Link:
DMI-Tidevandskalender – højvande og lavvande ved Ribe
Med tidevandet flyttes der hver dag omkring 1.000.000.000 m³ vand frem og tilbage gennem Grådyb, Knudedyb, Juvredyb og Listerdyb, der er de 4 dyb mellem vadehavsøerne, der forbinder Vadehavet med Nordsøen.
Der er ca. 2 m forskel på højeste og laveste vande i vadehavet, mens tidevandsforskellen normalt kun er ca. ½ meter ved Jyllands østkyst og ca. 30 cm på det åbne hav, da vandet ikke ”klemmes sammen” på samme måde som i Vadehavet.
Denne vekslen i vandhøjden skyldes månens og solens tiltrækning – altså at de ”trækker” i jorden.
Især månens tiltrækning får havene til at stige. Jorden drejer omkring sig selv i løbet af et døgn, og det sted, der ligger tættest på månen vil have højvande. På grund af jordens centrifugalkraft vil der også være højvande på det sted, der ligger længst væk fra månen. Derfor er der flod og ebbe samtidig på begge sider af jorden. Altså: Jordens bevægelse om sin egen akse gør, at vi får to flodperioder og to ebbeperioder i hvert døgn. Der er dog ikke nøjagtig 6 timer mellem flod og ebbe, for da månen samtidig bevæger sig omkring jorden, så bliver der en forskel på 50 min. i hvert døgn. Ved nymåne og fuldmåne står solen, månen og jorden på én linje og så bliver der trukket særligt meget i jorden, og så er der ekstra højt højvande. Det kaldes springflod. Ved halvmåne står vandet særligt lavt og der tales om nipflod.

Ribemarsken og Ribe Å

Både Hovedengen udenfor vandrerhjemmet og Ribemarsken er med i den nye Nationalpark Vadehavet. Ribemarsken strækker sig fra Vadehavet og mere end 5 km ind i landet, og kan ses på den anden side af  Hovedvej 11 fra flere af Danhostel Ribes vinduer.
Ribe Å, flyder forbi vandrehjemmet og videre ud gennem Ribemarsken til Kammerslusen.
Ribe Å var tidligere den bedste naturhavn på Danmarks vestkyst, og den sejlbare å var baggrunden for, at Nordens ældste by, Ribe, opstod ca. år 705 e. Kr. og i lange perioder var Danmarks vigtigste forbindelse med hele det nordvesteuropæiske område.
Allerede dengang og op igennem middelalderen til vores dage er de frugtbare marskenge blevet udnyttet til græsning af kvæg og til at slå hø til vinterfoder.

Ribe Å løb tidligere gennem Nordeuropas største åslynge, men efter Ribediget blev bygget i 1912, rettede man åslyngen ud for at lette sejladsen. Nu var truslen der ikke længere for tilbagevendende stormfloder, der ødelagde alt og alle i marsken.
Ribe Å har dog aldrig genvundet sin betydning fra vikingetiden og middelalderen.
Reguleringen af Ribe Å og opførelsen af Ribediget har ændret landskabets karakter i Ribemarsken endegyldigt. Da også slåmaskinen, traktoren og kunstgødningen i løbet af 1900-tallet vandt indpas, så ændrede en stor del af den vidtstrakte marsk, der tidligere henlå til græsnings- og høslætområder, sig nu til områder med intensiv korndyrkning, hvilket har været et stort problem for bl.a. fuglelivet i området. De vidtstrakte klægenge huser stadig et rigt fugleliv, men flere arter er truede, og der arbejdes bl.a. med planer om delvis genskabning af åens løb, hvilket ville være en stor naturmæssig og rekreativ gevinst.

Marskkvæg og marsklam sælges nu som en særlig delikatesse under navnet Vadehavsprodukter. Kødet har en særlig smag bl.a. på grund af den store saltkoncentration i græsset, de spiser. Disse lækre produkter kan også bestilles ved kursusophold på Danhostel Ribe
Der må ikke bygges i Ribemarsken, men der ligger to lave bakkeøer, Inder og Yder Bjerrum og begge har været beboet siden forhistorisk tid, og de ligger som fascinerende øer i det flade marskland.
Læs om fuglelivet bl.a. bramgæs i marsken under: Mandø

Landindvinding

Tidevandet fører sand og fint ler med døde plante- og dyrerester (kaldet slik) ind i Vadehavet, hvor det bundfældes, når tidevandet er i ro. Sandet aflejres mest på de åbne vadeflader, mens det fine slik (ler) aflejres på de roligste områder. For at forstærke tilslikningen og dermed hurtigere indvinde marsken, har mennesket gennem tiden fremskyndet processen ved at bygge slikgårde med faskiner.
Faskiner er grangrene, som lægges ned mellem to rækker pæle med ca. en halv meters mellemrum ud fra kysten. Her igennem løber vandet let ved højvande og lavvande, men hver gang aflejrer det lidt slik. Da sliklaget, som aflejres for hvert højvande, er meget fint, aflejres der normalt højst 1-2 cm om året.
I slikgårdene graver man ofte grøfter, grøblerender, så området hurtigere kan blive afvandet ved ebbe.
Når aflejringen har nået en vis højde kan det betale sig at inddige jorden, så den ikke bliver oversvømmet. Flere ferske planter begynder at vinde frem, men jorden er stadig meget fugtig og bliver derfor mest brugt til græsning af får og kvæg.
I de senere år er der stort set ikke blevet nyindvundet jord, nu bliver slikgårdene faktisk kun brugt til nødvendig kystbeskyttelse og vedligeholdelse. Dette ses f.eks. ved Låningsvejen til Mandø.